
Fra fredag d. 27. januar til søndag d. 29. januar afholdes Sprogcamp2023 på Hjørring Gymnasium. Knap 200 elever fra 50 forskellige gymnasier samles i denne weekend for at øve sig i at bruge det talte sprog i forskellige autentiske situationer, og de møder desuden spændende sprogprofiler, der kan give dem inspiration til en fremtid med sprog. De vil blive undervist af undervisere og studerende fra Aalborg Universitet og Aarhus Universitet, professionelle sprogfolk og tolke. Weekenden byder også på sjove konkurrencer, underholdning og hygge i sprogcaféen.
Eleverne deltager i et af følgende fremmedsprog: engelsk, fransk, italiensk, kinesisk, spansk eller tysk. Campen slutter med en stor sprogmesse med indbudte gæster. Her præsenterer hvert sprog en international virksomhed på fremmedsproget. Præsentationerne bliver bedømt af et dommerpanel, og der er flotte præmier på højkant fra campens sponsorer.
Sprogcampen har i år 10 års-jubilæum, og det skal selvfølgelig fejres med forskellige overraskelser og jubilæumskage.