Fraværsprocedure
Alle elever og lærere er forpligtede på at overholde nedenstående to sæt ordensregler for at sikre ensartede procedurer for de elementer i uddannelsens indhold, som berøres i reglerne, men også for at sikre en anstændig omgangstone og adfærd på skolen, hvor mange elever og lærere færdes hver dag og skal have en god arbejdsplads:
Bekendtgørelse om studie- og ordensregler
Skolens studie- og ordensregler
Nedenfor følger uddybende retningslinjer for fraværsregistrering, sygeundervisning og karaktergivning for, at de nævnte regler kan blive udmøntet så ensartet som muligt, så elevernes retsstilling sikres.
Studievejleder/gennemførselsvejledning
I hele uddannelsesforløbet vil studievejlederne hjælpe den enkelte elev med at gennemføre uddannelsen. Studievejlederen er således også aktivt med til at hjælpe elever gennem de personlige vanskeligheder, der evt. kunne give anledning til fravær. Det tilrådes, at man straks opsøger sin studievejleder, hvis der opstår problemer.
Mødepligt og afleveringspligt
Som elev har man jf. bekendtgørelsen for studie- og ordensregler mødepligt til al undervisning og pligt til at aflevere alle skriftlige opgaver. Der er ikke fravær, som på forhånd anses for godkendt og ikke en særlig grænse for, hvor meget fravær skolen accepterer, før der gribes ind. Rektor har for hver klasse udpeget en uddannelseschef, der afholder elevsamtaler i tilfælde, hvor der konstateres højt fravær og/eller hvor fraværet har et bekymrende mønster (fx højt fravær i særlige fag, eller fravær på samme ugedage). I disse tilfælde vil eleven blive kontaktet af en udd.chef/skolesekretær.
Sygdom og kompenserende undervisning
Fravær, der skyldes sygdom, noteres af eleven i Lectio. Alt sygefravær registreres som fravær. Hvis der er tale om længere tids sygefravær, er det vigtigt at kontakte sin studievejleder, som kan vejlede om mulighederne for støtteundervisning mm. Hvis der er tale om længere sygefravær (hospitalsindlæggelse, regelmæssige undersøgelser o. lign) kan man få støtte i form af ekstra timer, som tildeles af rektor, og som eleven selv aftaler afholdt med den faglærer, hvor der er brug for at indhente forsømt undervisning. Disse ekstra timer kompenserer for det pågældende sygefravær. Timerne skal afholdes inden for skoleårets undervisningsperiode og kan altså ikke afholdes efter eksamensplanens offentliggørelse.
Fravær i forbindelse med skolerelevante aktiviteter
Fravær kan opstå ved deltagelse i tværfaglig undervisning eller i de frivillige undervisningstilbud eller anden aktivitet, som er arrangeret af skolen (fx sports- eller musikstævner, ekskursioner, talentcamp). Dette fravær registreres også. Man skal derfor i Lectio notere, hvilken skolerelevant aktivitet, man deltager i under fraværet. Hvis man af andre grunde får problemer med fravær, vil skolen naturligvis så se bort fra den del af fraværet, der skyldes skolerelevant aktivitet.
Fraværsregistrering
De enkelte faglærer fører fravær for hver afholdt undervisningstime. Fraværet registreres i Lectio, og der kan registreres delvist fravær i en lektion (fx 25 minutter af lektionen) ved fravær ved lektionens begyndelse. Det er den enkelte faglærer, der vurderer, om der er en acceptabel begrundelse for at komme for sent, men det vil dog normalt først være ved gentagelser, at der skrides ind med registrering af delvist fravær.
Lærerne skal føre fravær mindst to gange om ugen, for at eleverne kan følge deres fravær i Lectio.
Skriftligt fravær
Der er pligt til at aflevere alle skriftlige opgaver. Skriftlige opgaver opgøres i elevtid, som angiver det antal timer, som faglæreren vurderer, at eleven skal bruge på at besvare den stillede opgave. Elevtid indgår i den samlede uddannelsestid.
Hvis en opgave ikke afleveres ved den aftalte frist, skal læreren registrere opgaven som ”ikke afleveret”, og den manglende aflevering indgår i den samlede fraværsopgørelse. De skriftlige afleveringer tæller her med den vægt, som faglæreren har fastsat.
Hvis man undtagelsesvis har problemer med at overholde en aftale om aflevering, skal man inden afleveringsfristen kontakte sin faglærer for at søge om fristudsættelse. Faglæreren er ikke forpligtet til at udsætte fristen, men ved særlige problemer vil der normalt blive udvist forståelse.
Når en aflevering er registreret som manglende, skal den ikke afleveres på et senere tidspunkt. Kun hvis man i helt særlige tilfælde indgår en aftale med sin lærer og den ansvarlige uddannelseschef om at indhente forsømte afleveringer, registreres de som afleverede.
Bemærk: Læreren skal ligesom med fysisk fravær i timerne også registrere og huske at afslutte de manglende skriftlige afleveringer umiddelbart efter fristens udløb. Registreringen viser ikke, hvornår læreren retter eller returnerer elevens besvarelser.
Sanktioner ved for højt fravær
Skriftlig advarsel
Når en elevs fravær påkalder sig opmærksomhed, og eleven er blevet kontaktet, vurderer studievejlederne, om fraværet er forårsaget af årsager/problemer, som skolen kan hjælpe med at få løst.
Hvis der ikke sker en forbedring, og fraværet fortsætter, vil der blive givet en skriftlig advarsel. Denne sendes til forældrene, når eleven er under 18 år, ellers sendes den kun til eleven. En skriftlig advarsel er i juridisk forstand en afgørelse og viser, at sagen er alvorlig. Hvis fraværet ikke nedbringes markant, vil en uddannelseschef indkalde eleven til en samtale.
Man skal være opmærksom på, at en skriftlig advarsel kan udløses alene på grund af for højt skriftligt fravær (= manglende afleveringer). Det betyder, at man fx godt kan have været til stede i alle undervisningstimer, men alligevel få en skriftlig advarsel for højt fravær på grund af manglende afleveringer. Studievejlederen vil efter den skriftlige advarsel indkalde den pågældende elev til en gennemførselssamtale.
SU og studieaktivitet
Der er mødepligt til al undervisning og pligt til at aflevere de skriftlige afleveringer. Ved et for højt fravær er man ikke længere studieaktiv. Skolen kan beslutte at meddele SU-styrelsen, at en elev med højt fravær ikke er studieaktiv, og SU-udbetaling stoppes, indtil skolen melder, at eleven igen er studieaktiv.
Fortabelse af retten til at blive indstillet til prøve i ét eller flere fag
I de tilfælde, hvor en elevs fravær ikke nedbringes, kan skolen vurdere, at eleven ikke kan opfylde de formelle krav om mødepligt og skriftlige afleveringer.
Dette medfører fortabelse af retten til at blive indstillet til prøve i et eller flere fag, der afsluttes det pågældende skoleår. Prøve i det eller de pågældende fag skal aflægges det følgende år, hvis rektor træffer beslutning om, at den pågældende på trods af en eller flere manglende prøver kan oprykkes til næste klassetrin (jvf. § 7 i Bekendtgørelse om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser).
I disse tilfælde bortfalder årskarakteren i det/de pågældende fag. Prøve i det eller de pågældende fag skal aflægges det følgende år, hvis rektor træffer beslutning om, at den pågældende på trods af en eller flere manglende prøver kan oprykkes til næste klassetrin.
Der aflægges eksamen i alle fag
(herved bortfalder årskarakterer), jvf. § 7 i Bekendtgørelse om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser.
Bortvisning
Ved særligt alvorlige tilfælde af højt fravær, og hvor forskellige bestræbelser på at bringe eleven på ret kurs ikke har givet resultat, kan rektor vurdere, at eleven ikke kan fortsætte, og eleven kan blive bortvist. I disse tilfælde vil en studievejleder stå til rådighed for at kunne vejlede eleven i et videre forløb.
Fraværsproceduren i korte træk
Ved fravær, der viser bekymrende stigning
- Eleven får en mail, og eleven kontakter sin studievejleder med en forklaring på fraværet.
- Rektor kan bevilge ekstra undervisningstimer på anbefaling af en studievejleder eller faglærer
Ved vedvarende fravær
- Skriftlig advarsel og indkaldelse til samtale med studievejlederen
- SU stoppes pga. manglende studieaktivitet
- Fortabelse af retten til at blive indstillet til prøve i ét eller flere fag eller aflæggelse af eksamen i alle afsluttede fag på årgangen.
- Bortvisning
Fraværsadministrationen
- Faglæreren fører fravær mindst to gange om ugen i Lectio
- Eleven skal selv i Lectio angive årsag til fravær: fx sygdom eller skolerelevant aktivitet.
Fraværsadministrationen varetages af:
Uddannelseschef Thomas Kaptain
Uddannelseschef Vibe Skibdal Schmidt
Uddannelseschef Rikke S. Eriksen
Sekretær Else Poulsen og Lene Strandskov Mikaelsen varetager sekretærmæssige sider af fraværsadministrationen.